Derfor bør politikerne afvise WHO’s pandemiforslag
[Thi Thuy Van Dinh (LLM, PhD) har bidraget til denne artikel. Han har arbejdet med international ret i United Nations Office on Drugs and Crime (FN-organ for Narkotika og Kriminalitet, red.) og i Sekretariatet for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder. Senere har han forvaltet partnerskaber med multilaterale organisationer for Intellectual Ventures Global Good Fund og ledet initiativer til udvikling af miljørigtig teknologi til områder med få ressourcer]
Sunde demokratier og samfund er baseret på rationalisme og ærlighed. De viser det måske ikke altid, men de værdier er nødt til at ligge til grund for vigtige beslutninger. Uden de værdier er hverken demokrati eller retfærdighed holdbare. De erstattes af en struktur, hvor de få regerer over de mange, og hvor feudalismens, slaveriets og fascismens udskejelser kommer til at dominere. Det er derfor, at så mange har kæmpet så hårdt og så længe for at forsvare disse idealer. Befolkningen i de demokratiske lande vælger derefter deres repræsentanter til at indtage den privilegerede position som vogtere af deres frihed.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) arbejder for en pandemitraktat (“CA+”) og ændringer til det eksisterende internationale sundhedsregulativ (IHR), der skal øge WHO’s magt under sundhedskriser. De nye forslag udvider også rækkevidden af sundhedskriser, så de kommer til at dække potentiel snarere end egentlig, faktuel skade. I udkastet til traktaten foreslås en definition af “One Health” (“One Health” er iflg. WHO en integreret, samlende tilgang til at afbalancere og optimere sundheden for mennesker, dyr og miljø, red.), som omfatter enhver begivenhed i biosfæren, der kan påvirke menneskers velfærd. Denne beslutningskompetence vil blive lagt i hænderne på en enkelt person, nemlig WHO’s generaldirektør. WHO vil kræve, at de lande, der underskriver aftalerne, skal undertrykke og censurere de stemmer, som sætter spørgsmålstegn ved generaldirektørens diktater.
De to forslag, der er beskrevet i detaljer andetsteds, har til formål at udvide internationalt bureaukrati i forbindelse med sundhedskriser med et ekstra årligt budget, som Verdensbanken anslår til tre gange WHO’s nuværende budget. Det program har stærk støtte fra WHO’s største individuelle og erhvervsmæssige sponsorer, som vil drage direkte fordel af de foreslåede foranstaltninger på området for handelsvarer. Det vil dog primært blive finansieret af skatteyderne.
Det her er en ny model for WHO og for folkesundheden. WHO blev oprindeligt oprettet for at tjene landene, ikke for at bestemme over dem. Hensigten med forslagene er at begrænse den individuelle og nationale beslutningskompetence eller suverænitet og erstatte den med lydighed over for WHO’s anbefalinger. Da WHO’s generaldirektør for nylig antydede, at ovenstående ikke var sandt, henviste han ikke til WHO’s forslag, men til en anden offentlig meningskampagne. I WHO’s sprogbrug var han ved at sprede misinformation.
Individuel suverænitet og menneskerettigheder var engang fundamentet for folkesundheden. Disse begreber udøves normalt gennem valgte repræsentanter og ved at bevare individets umistelige rettigheder i forbindelse med beslutninger om sin egen krop. Antifascistiske aftaler som f.eks. Nürnbergkoden er baseret på denne forståelse. Derfor er det tvingende nødvendigt at modsætte sig WHO’s forslag. Men der er andre vigtige grunde til, at forslagene er latterlige og farlige.
Udvikling af et medicinkartel
En stor del af WHO’s finansiering kommer fra private og erhvervsmæssige sponsorer, som specificerer, hvordan deres penge skal bruges. Virksomhederne har et ansvar over for deres aktionærer til at bruge sådanne forbindelser for at øge deres overskud, mens enkeltpersoner investerer direkte i virksomheder, der vil drage fordel af WHO’s forslag i tilfælde af sundhedskriser. Det så vi under Covid-19.
Den manglende interesse fra mainstream-medierne, som får deres vigtigste private reklameindtægter fra de samme virksomheder, bør ikke tages som en grund til at ignorere det. WHO’s sponsorer har til hensigt at drage fordel af, at WHO fratager de repræsentative regeringer kontrollen med potentielt rentable sundhedsløsninger, så sponsorernes produkter kan blive mere udbredt og hyppigere pålagt at blive anvendt.
Ophævelse af demokratiet
Det er rigtigt og retfærdigt, at alle lande skal være repræsenteret i World Health Assembly (WHO’s forsamling, red.) En stor del af verdens befolkning lever imidlertid under autoritære regimer og militærdiktaturer. Den nuværende generaldirektør for WHO var minister i et diktatur. Det kan være fint nok for en organisation, der indkalder til møder og navngiver sygdomme. Men det er helt klart uhensigtsmæssigt for et demokratisk land at overdrage autoritet over sine egne borgere til en sådan organisation og til internationale embedsmænd, som ikke kan stå til ansvar, og som er udsat for interessekonflikter, indflydelse og fordomme.
Et sundhedsvæsens tiltag bør udelukkende være baseret på befolkningens værdier og prioriteringer, ikke på udenlandske diktatorer eller deres udpegede personer. Det vil være absurd at overlade kontrollen til dem, der står for helt modsatte værdier.
Grov inkompetence
Før man overlader ansvaret for egen sundhed til andre, er det vigtigt at vide, at de er kompetente. Selv om WHO tidligere har haft evidensbaserede retningslinjer for pandemier, gik det helt galt for WHO med Covid-19. WHO har støttet politik, der har forværret situationen. WHO har støttet en politik, der har forværret sygdomme som malaria, tuberkulose og underernæring og øget gæld og fattigdom, hvilket har fastlåst den næste generation i en tilstand af endnu dårligere helbred. Den politik har øget børnearbejdet og gjort det lettere at voldtage millioner af piger, der er tvunget til at blive gift, samtidig med at hundredvis af millioner af børn nægtes formel uddannelse. De syge ældre kunne ikke blive plejet, mens de raske var indespærret i deres hjem. Historiens største koncentration af øget rigdom og den deraf følgende masseforarmelse er blevet fremmet af disse politikker.
I to år har WHO nu været massivt engageret i vaccination af 70 % af den afrikanske befolkning på trods af, at halvdelen af befolkningen er under 20 år, hvor risikoen er minimal, og WHO’s egen undersøgelse viser, at langt de fleste allerede har haft Covid-19. Det program er det dyreste, pr. år, som WHO nogensinde har lanceret. WHO vil nu have fuldmagt til at kunne gentage den slags tiltag ofte.
Tilsidesættelse af menneskerettighederne
De lande, der vedtager de foreslåede ændringer til IHR, kommer til at acceptere WHO’s anbefalinger som bindende. Listen i IHR omfatter lukning af grænser og afvisning af individuelle rejser, isolering af “mistænkelige” personer, obligatoriske lægeundersøgelser og vaccinationer, udrejsekontrol og krav om screeningstest. De foranstaltninger vil blive pålagt et lands egne borgere, når en person i en organisation, der er sponsoreret af store multinationale selskaber og rige investorer, uafhængigt beslutter, at en udefineret “sundhedstrussel” udgør en risiko for andre lande.
Der er ingen klare “risikokriterier”, og der er heller ikke behov for at påvise skade for at indføre denne drakoniske undertrykkelse af grundlæggende menneskerettigheder. WHO’s generaldirektør behøver ikke engang at høre og indhente bredere samtykke. Der er andre initiativer på vej, der skal sikre, at de påkrævede vacciner ikke skal underkastes normale sikkerhedstests. Der er ingen selvransagelse om de ødelæggelser, der blev skabt for mennesker og økonomier af en lignende politik, som blev gennemført under Covid-19. WHO og deres partnere hævder snarere, at det haster mere, og bruger irrelevante udbrud som fx abekopper til at retfærdiggøre deres hastværk. Dette er lokaldrevet sundhedsindsats og menneskerettigheder fra efter Anden Verdenskrig vendt på hovedet.
Et selvforstærkende sort hul i finansieringen
WHO’s foreslåede system vil indføre et globalt sundhedsbureaukrati, der vil være meget forskelligt fra det, som WHO traditionelt har haft. Hvert andet år vil organisationen vurdere, i hvor høj grad de enkelte lande er forberedt på at reagere på sjældne hændelser, og kræve, at de retter op på situationen. Intensiv overvågning vil gøre det muligt at finde nye varianter af virussen, som altid udvikler sig i naturen. I stedet for at lade disse varianter forsvinde uopdaget, vil dette bureaukrati sekventere dem, navngive dem, beslutte, at de udgør en trussel, og iværksætte de samfunds- og økonomienedbrydende foranstaltninger, som er blevet perfektioneret siden 2020.
Selv om WHO kun har registreret én mild “pandemi” pr. generation i de sidste 100 år, gør dette system det uundgåeligt at erklære hyppige nødsituationer. Den “succes” vil være en væsentlig begrundelse for at opretholde finansieringen. Tiltag vil omfatte lockout og grænselukninger, derefter massetestning og vaccinationer “for at undgå nedlukning og redde økonomien.” Medierne vil udsende “breaking news”, tælle infektioner og ledige hospitalssenge uden at give nogen sammenhæng; sundhedsafdelingerne vil fremhæve vigtige medarbejdere som helte på internationalt, regionalt og nationalt plan. Covid-19 har etableret denne model.
I et land med et velfungerende forfatningsbaseret demokrati ville et sådant perverst incitamentbaseret system ikke være tilladt. Men WHO opererer ikke under nogen national jurisdiktion og er heller ikke direkte ansvarlig over for nogen befolkning. De behøver ikke at bære de negative virkninger af deres diktater. WHO prioriterer sine sponsorers behov og forsøger at påtvinge andre dem langt væk. Der er intet andet valg end at acceptere denne finansiering og betale lønningerne til personalet.
Vær realistisk med hensyn til sundhed
WHO er ikke den organisation, den var for 40 år siden. Baseret på sygdomsbyrden (det, der lemlæster og dræber mennesker) er menneskehedens store dræbere, bortset fra alderdom, de ikke-smitsomme sygdomme (dvs. de fleste kræftformer, hjertesygdomme, slagtilfælde, diabetes og andre stofskiftesygdomme), infektionssygdomme som tuberkulose, hiv/aids, malaria og de mange sygdomme, der skyldes underernæring hos børn. Til sammenligning har pandemier haft minimale omkostninger for menneskeheden i det sidste århundrede. Trods disse realiteter fortsætter WHO med at betragte Covid-19 (gennemsnitsalder for dødsfald >75 år) og selv kopper (<100 dødsfald på verdensplan) som internationale sundhedskriser.
WHO’s finansieringsordninger, deres resultater og den forkvaklede karakter af deres foreslåede pandemirespons burde være nok til at fordømme de foreslåede ordninger i demokratiske stater. Hvis de gennemføres, bør de diskvalificere WHO fra at modtage offentlig finansiering eller yde sundhedsrådgivning. Det internationale samfund kan drage fordel af koordinering af sundhedsopgaver, men det vil være uklogt at overlade denne funktion til en organisation, der tydeligvis tjener andre interesser.
Oprindeligt offentliggjort i Brownstone Institute
Suggest a correction
