Centraliseret informationskontrol! Et kig ind i EU’s seneste forslag om at censurere medierne

Europa-Kommissionen har foreslået en ny lov om at centralisere EU’s mediesektor til et indre marked, som skal overvåges af Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder gennem et nyt Europæisk Råd for Medietjenester.

Den europæiske retsakt om mediefrihed (EMFA), som Kommissionen foreslog den 16. september 2022, fremstilles som et forsøg på at fremme mediernes uafhængighed og pluralisme, og samtidig beskytte mod desinformation og udenlandsk indblanding i mediesektoren ved at etablere et sæt standarder i form af en EU-lovgivning.

Et centralt element i EMFA er oprettelsen af Det Europæiske Råd for Medietjenester, som vil bestå af repræsentanter fra de nationale tilsynsmyndigheder samt en repræsentant fra Europa-Kommissionen. Rådets opgave bliver bl.a. at overvåge mediesektoren i EU, afgive udtalelser om markedsfusioner, yde særlig rådgivning og sikre ensartet overholdelse af forordningen.

Mens EMFA-forslaget har fået en del ros for sine erklærede mål – nemlig at beskytte mediefriheden – bliver det fortsat gransket af forskellige presseorganisationer og medlemmer af Europa-Parlamentet for smuthuller, der vil gøre det muligt at overvåge journalister og samtidig bane vejen for hidtil usete indgreb på det indre mediemarked fra Europa-Kommissionens side.

På trods af kritikken fortsætter EMFA med at udvikle sig gennem EU’s lovgivningsproces. Den 21. juni 2023 sikrede Det Europæiske Råd sig et forhandlingsmandat med Europa-Parlamentet. En måned senere, den 20. juli, vedtog Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) sin udtalelse om den foreslåede lovgivning, hvilket bringer forordningen et skridt tættere på at blive en EU-lovgivning, da Kommissionen har til hensigt at afslutte forhandlingerne inden det næste EU-valg.

Den nuværende ramme

For at forstå betydningen af den foreslåede EMFA-forordning, må man se på den eksisterende ramme, som EMFA vil udvide – direktivet om audiovisuelle medietjenester (AVMSD). AVMSD’s nuværende rådgivende organ til Kommissionen, Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA), vil blive erstattet af det nye Europæiske Råd for Medietjenester (Rådet).

Den nuværende ramme, AVMSD, gælder kun for audiovisuelle medietjenester, der defineres som “en tjeneste, der under en medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar udbyder programmer til offentligheden med henblik på at informere, underholde eller uddanne ved hjælp af elektroniske kommunikationsnetværk, enten som udsendelser eller on-demand-tjenester.”

EMFA vil i stedet gælde for den mere bredt definerede “medietjenesteudbyder” (MSP), der beskrives som “en fysisk eller juridisk person, hvis erhvervsmæssige virksomhed er at udbyde en medietjeneste, og som har det redaktionelle ansvar for valget af medietjenestens indhold og bestemmer, hvordan det tilrettelægges.”

Det betyder, at i modsætning til ERGA vil Rådet ikke kun føre tilsyn med audiovisuelle medietjenester, men også med pressesektoren. ERGA’s positionspapir om EMFA-forslaget fra november 2022 antydede, at Rådets myndighed til at regulere pressen kan være problematisk for medlemslandene.

“Med pressens ømtålelighed og nationale særpræg (herunder forfatningsmæssige) taget i betragtning, ønsker ERGA udtrykkeligt og utvetydigt at fastslå, at det hverken er dens kald eller hensigt at regulere pressesektoren.”

Uddrag fra ERGA’s positionspapir om EMFA

Ilias Konteas, administrerende direktør for European Magazine Media Association (EMMA) og European Newspaper Publishers’ Association (ENPS), der specialiserer sig i den europæiske medielovgivning, fortalte Children’s Health Defense Europe, at Rådets bemyndigelse over pressesektoren ville underminere et af de centrale komponenter af pressefriheden; nemlig princippet om, at den frie presse er eneansvarlig for sit indhold over for loven og domstolene.

“Pressen bør forblive fri for ethver form for europæisk tilsyn,” sagde Konteas. “Da pressen i langt de fleste medlemslande er selvregulerende, vil de delegerede i Rådet få opgaver på europæisk plan, som ligger uden for deres nationale mandat.”

Regulering af medierne, bogstaveligt talt

Den mest åbenlyse forskel mellem direktivet om audiovisuelle medietjenester (AVMSD) og forslaget til en forordning om den europæiske retsakt om mediefrihed (EMFA) ligger i selve navnet. Den nuværende lovgivning, AVMSD, er et direktiv, som er blevet tilpasset og implementeret på nationalt niveau, mens EMFA er en forordning, som ikke vil blive underlagt den samme grad af kontrol fra Europa-Parlamentets side.

I EU findes der flere typer lovgivning: direktiver, forordninger, beslutninger, henstillinger og udtalelser. Med henblik på at forstå EMFA-forslaget vil dette afsnit kort opridse forskellene mellem et direktiv og en forordning.

En forordning er en type EU-lov, der sætter et mål og definerer, hvordan målet skal nås. Når loven er vedtaget, træder den straks i kraft i alle EU’s medlemslande. Den er juridisk bindende, erstatter national lovgivning og medlemslandene har begrænset mulighed for at bestemme, hvordan de vil nå det fastsatte mål.

Et direktiv er en type EU-lov, der fastsætter et mål, men der ikke definerer, hvordan det mål skal nås. Medlemslandene kan derfor selv bestemme, hvordan de vil nå det fastsatte mål ved at indføre nationale love.

Administrerende direktør Konteas siger, at mediepolitik primært har været en bemyndigelse tildelt medlemslandene. “Det udløste en del debat om, hvorvidt Kommissionen havde lov til at foreslå en medieforordning.”

Baggrund

Initiativet til en ny lov om mediefrihed blev første gang nævnt af Europa-Kommissionens formand Ursula von Der Leyen i hendes tale om Unionens tilstand i september 2021, hvor hun sagde: “Mediehuse er ikke som alle andre virksomheder. Deres uafhængighed er alfa og omega. Derfor er der i Europa brug for en lov, der garanterer denne uafhængighed. Næste år vil vi fremlægge en sådan mediefrihedslov.”

Flere måneder senere, i december 2021, annoncerede Kommissionen en opfordring til indsendelse af dokumentation for at beskytte mediefriheden i EU, som gav offentligheden mulighed for feedback og offentlig høring indtil marts 2022.

I maj samme år udarbejdede Kommissionen sin konsekvensanalyse og indgav den til Kommissionens Udvalg for Forskriftskontrol (RSB), som har til opgave at levere “kvalitetssikring”, støtte Kommissionen og bidrage med evalueringer tidligt i lovgivningsprocessen.

Det er værd at bemærke, at RSB fremstilles som et rådgivende udvalg for Kommissionen og beskrives som “et uafhængigt organ” ifølge dets hjemmeside. RSB består dog af ni medlemmer, hvoraf fem kommer fra Kommissionen selv, herunder fire højtstående embedsmænd fra Kommissionen og en generaldirektør fra Kommissionen, som er formand for RSB. De resterende fire medlemmer er rekrutteret uden for Kommissionen.

En af RSB’s funktioner er at gennemgå og afgive udtalelser om konsekvensanalyserapporter. En konsekvensanalyserapport skal indeholde de socioøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af initiativet, hvem og hvad der vil blive påvirket af det og hvordan, samt resultaterne af og den anvendte strategi under høringsprocessen.

RSB kan afgive en af tre udtalelser om en konsekvensanalysesrapport: “positiv”, “positiv med forbehold” eller “negativ”. Et foreslået initiativ kan kun vedtages, hvis det modtager en udtalelse, der er “positiv” eller “positiv med forbehold”. Hvis der afgives en “negativ” udtalelse, skal rapportudkastet gennemgås og indgives til RSB igen.

Desuden er det vigtigt at tage i betragtning, at RSB er en teknisk gruppe, hvis primære opgave er at færdiggøre og verificere konsekvensanalyserapporter. I dette tilfælde må det formodes, at en central hensigt var at sikre, at alle områder inden for det indre mediemarked blev behandlet og derfor blev underlagt Kommissionens lovgivningsmæssige tilsyn. Det følgende afsnit skal læses i denne sammenhæng in mente.

Upopulær fra starten?

Blot en måned efter, at Kommissionen havde fremlagt sin konsekvensanalyserapport om EMFA-initiativet, kom RSB med en negativ udtalelse i juni 2022.

I RSB’s første udtalelse stod der, at EMFA’s konsekvensanalyserapport ikke forklarede fejlene på det indre marked og hullerne i lovgivningen. Den fremlagde ikke tilstrækkelig dokumentation for hverken de problemer, EMFA forsøger at løse, hvordan foranstaltningerne vil løse disse problemer, eller udbredelsen af sådanne problemer på tværs af forskellige mediemarkeder og medlemslande.

Udtalelsen slog desuden fast, at rapporten ikke klart påviste behovet for og effektiviteten af visse foranstaltninger, og at den manglede gennemsigtighed med hensyn til interessenternes forskellige synspunkter under høringsprocessen.

Efter den negative udtalelse indsendte Kommissionen d. 11. juli 2022 en revideret konsekvensanalyserapport. Flere uger senere udsendte RSB sin anden udtalelse: “positiv med forbehold”.

Den anden udtalelse fastslog, at den reviderede konsekvensanalyserapport for EMFA stadig indeholdt betydelige mangler, og at den især manglede brug af evidens til at definere eller beskrive det problem, den søger at løse. Derudover lød det tredje bekymringspunkt: “Analysen af indvirkningen på det indre marked og fordelingen heraf, mellem forskellige medietjenester og mellem medlemslande, er ikke tilstrækkeligt færdigudviklet.”

På trods af dette kunne Kommissionen gå videre, og d. 16. september 2022 offentliggjorde den sit forslag om at “etablere en fælles ramme for medietjenester i det indre marked”, som blev navngivet The European Media Freedom Act (EMFA).

I begrundelsen for EMFA-lovforslaget står der, at forslaget “søger at løse en række problemer, der påvirker funktionen af det indre marked for medietjenester og medietjenesteudbydernes drift.”

Ifølge forslaget vil EMFA følge og udvide de eksisterende politikker, samtidig med at den adresserer de lovgivningsmæssige huller. Desuden er den bygget op omkring fire målsætninger:

1. “Fremme grænseoverskridende aktiviteter og investeringer i medietjenester ved at harmonisere visse elementer i de divergerende nationale rammer for mediepluralisme, navnlig for at lette grænseoverskridende udbud af tjenester.”

2. “Øge reguleringssamarbejdet og den lovgivningsmæssige konvergens gennem grænseoverskridende koordineringsværktøjer og udtalelser og retningslinjer på EU-plan.”

3. “Fremme udbuddet af medietjenester af høj kvalitet ved at mindske risikoen for uberettiget offentlig og privat indblanding i den redaktionelle frihed.”

4. “Sikre en gennemsigtig og retfærdig fordeling af økonomiske ressourcer på det indre mediemarked ved at øge gennemsigtigheden og retfærdigheden i forbindelse med publikumsmåling og fordeling af statslig reklame..”

Den udvidede tekst om hvert af de fire mål kan læses i det oprindelige udkast til EMFA-forslaget.

Ved første øjekast kan sprogbruget i forslagsteksten give et positivt indtryk af den gennemsnitlige EU-borger, indbygger, journalist, forlægger eller EU-parlamentsmedlem. Udtryk som “medietjenester af høj kvalitet”, “retfærdig fordeling af økonomiske ressourcer”, “redaktionel frihed” og navnet “den europæiske retsakt om mediefrihed” kan antyde, at dette lovforslag vil styrke og beskytte journalister og mediefolk i forskellige undersektorer. Men den fortolkning står kun ved, indtil man tager et nærmere kig på den faktiske tekst.

Bag fyldord og ‘buzzwords’ vævet ind i introduktioner, medieoptrædener og taler der hylder EMFA-forslaget, afslører en grundig undersøgelse af teksten i den foreslåede forordning en hidtil uset indsats for at etablere en samlet EU-mediesektor under central kontrol af et nyoprettet Europæisk Råd for Medietjenester, som har myndighed til at censurere og begrænse pressen.

Et nærmere kig på EMFA

Kultur- og Uddannelsesudvalget (CULT) er ansvarlige for EMFA. Udvalgene for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) og om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) fungerer som associerede udvalg. Proceduren ledes af den særlige rapportør Sabine Verheyen, medlem af Europa-Parlamentet fra det kristendemokratiske parti i Tyskland.

Da EMFA-forslaget stadig er i lovgivningsprocessen, er der flere udtalelser og ændrede versioner af forslaget. Den efterfølgende tekst vil analysere Rådets forhandlingsmandat.

Det Europæiske Råd for Medietjenester

(Forfatterens note: Den fede tekst på billederne angiver ændringer til det oprindelige udkast til EMFA-forslaget)

EMFA opretter Det Europæiske Råd for Medietjenester (Rådet), som skal erstatte den eksisterende Europæiske Gruppe af Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA). Ifølge Kommissionens oprindelige EMFA-forslag mangler ERGA ressourcerne og evnerne til at løse udfordringer på tværs af landegrænser og håndtere lovgivningsmæssige spørgsmål, og har et begrænset handlerum.

Rådet fremstilles som et uafhængigt organ. Artikel 9 bekræfter, at “Rådet handler i fuld uafhængighed” og fremhæver, at det “… hverken må søge eller modtage instrukser fra nogen regering, institution, person eller noget organ. Dette berører ikke Kommissionens eller de nationale tilsynsmyndigheders eller -organers beføjelser i overensstemmelse med denne forordning.”

Dette betyder, at Rådet skal handle uafhængigt, men at denne uafhængighed ikke må gribe ind på de områder, hvor Kommissionen og/eller de nationale tilsynsmyndigheder i henhold til lovgivningen er involveret i Rådets funktion, ledelse og udførelse af opgaver.

Når man ser på Rådets struktur, dets sekretariat og dets opgaver, som beskrevet i artikel 10 til 12, er det tydeligt, at Kommissionen spiller en væsentlig rolle i Rådets arbejde og overordnede sammensætning.

Dette har rejst spørgsmål om legitimiteten af Rådets uafhængighed, som det hævder at have i artikel 9. Selv ERGA’s holdningsudkast gør opmærksom på denne modsigelse i følgende uddrag:

“Rådets uafhængighed, som er formuleret i artikel 9, modsiges i praksis af flere bestemmelser i de følgende artikler om de interne funktioner af Rådet, sekretariatet og Rådets opgaver.”

ERGA’s holdningsudkast om EMFA

Strukturen af “Rådet“

Rådet vil være sammensat af repræsentanter fra de nationale tilsynsmyndigheder, og hvert medlem har én stemme. Formanden og næstformanden vælges af Rådets medlemmer og mandatperioden er to år. Det vil være formandens pligt at holde Kommissionen orienteret om Rådets aktiviteter og konsultere Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af Rådets arbejdsprogram.

Derudover vil Kommissionen udpege en repræsentant til Rådet, som vil deltage i dets “drøftelser”, men som ikke har stemmeret.

“Under et arrangement for et par måneder siden sagde Kommissionen, at de planlægger at udpege otte til ti personer til Rådet, hvilket er ret betydeligt, selv uden retten til at stemme,” siger Konteas.

Desuden skal Rådet først vedtage sin forretningsorden og udarbejde sit arbejdsprogram, efter aftale med Kommissionen. Og mens Rådet har mulighed for at invitere eksperter til at deltage i møderne, har stemmeberettigede medlemmer kun ret til at deltage, hvis Kommissionen tillader det.

“Hvis regeringen i et medlemsland udnævnte en person til at deltage i alle møder og aktiviteter hos den nationale medietilsynsmyndighed, ville det straks få alarmklokkerne til at ringe af hensyn til risikoen for statslig indblanding.”

Desuden er selv personalet i Rådet udpeget af Kommissionen. Som det fremgår af artikel 11, vil sekretariatet blive stillet til rådighed af Kommissionen.

Sekretariatet skal bidrage til administrative og organisatoriskee aktiviteter og arbejde tæt sammen med Rådet og dens formand om at udarbejde resultater.

Udtalelserne fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) forsøger dog begge at begrænse Kommissionens rolle.

Artikel 11 i IMCO ‘s udkast til udtalelse fjerner bestemmelsen om, at sekretariatet skal stilles til rådighed af Kommissionen, og siger i stedet, at “Rådet støttes af et uafhængigt præsidium.” Begge udvalg fastholder dog artikel 10, stk. 5, som giver Kommissionen mulighed for at udpege en repræsentant til Rådet.

Det vil blive afgjort i de senere faser af lovgivningsproceduren, om sådanne udkast til udtalelser vil blive vedtaget.

Rådets opgaver

Ligesom ERGA har Rådet en rådgivende og støttende funktion overfor Kommissionen. I modsætning til ERGA har Rådet et meget bredere kompetenceområde og har regulerende myndighed over pressesektoren.

Ifølge artikel 12, stk. 1 skal Rådet rådgive Kommissionen om udtalelser på mediespørgsmål inden for dets kompetenceområde og fremme og sikre en konsekvent anvendelse af forordningen. Der henvises ofte til Kommissionen i teksten i artikel 12.

“Efter anmodning fra Kommissionen” skal Rådet afgive udtalelser om tekniske og faktuelle spørgsmål. “I forståelse med Kommissionen” skal Rådet udarbejde udtalelser om anmodninger om samarbejde mellem reguleringsorganer og anmodninger om håndhævelsesforanstaltninger i tilfælde af uenighed mellem naturlige regulerende myndigheder om nationale foranstaltninger. “Efter anmodning fra Kommissionen” skal Rådet også udarbejde udkast til udtalelser om mediemarkedsfusion.

Det er værd at bemærke, at mens ERGA’s positionspapir bifalder Rådets nye opgaver, opfordrer det også til, at Kommissionens rolle reduceres:

“Det er derfor uhensigtsmæssigt, at EMFA kun eller hovedsageligt foreskriver, at Rådets opgaver skal udføres enten ‘efter aftale med’ eller ‘efter anmodning fra Kommissionen.’ Positionspapiret anmoder om, at anmodninger med “efter aftale med Kommissionen” bør slettes.”

Uddrag fra ERGA’s positionspapir om EMFA

Som skitseret i artikel 12, litra h er det desuden Rådets pligt blot at “bistå Kommissionen med at udarbejde retningslinjer for anvendelsen af denne forordning”, herunder artikel 23, stk. 1-4, og de faktorer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af mediemarkedsfusioner.

En ny beføjelse tilføjet af Rådet giver Kommissionen mulighed for at fastsætte tidsfrister, når den anmoder om rådgivning eller udtalelser fra Rådet.

Rådet skal også tilbyde mægling i tilfælde af uoverensstemmelser mellem nationale tilsynsmyndigheder og sikre harmoniseringen mellem standarder for konstruktionen af udstyr eller brugergrænseflader. Rådet vil organisere dialog mellem meget store onlineplatforme (VLOP’er) og medietjenesteudbydere (MSP’er) og rapportere disse resultater til Kommissionen for at sikre den bedste praksis inden for publikumsmålingstjenester.

Et af hovedformålene med EMFA er at fremme mediepluralisme. Det rejser spørgsmål om, hvordan Rådet vil sikre, at nyhedsforbrugerne har adgang til en bred vifte af meninger og perspektiver fra forskellige kilder. En gennemgang af artikel 12, litra k og artikel 16 giver yderligere indsigt i, hvordan Rådet vil regulere medietjenester, der er etableret uden for EU.

En “alvorlig og seriøs risiko” for den offentlige sikkerhed

I artikel 12, litra k er det Rådets opgave at “koordinere nationale foranstaltninger vedrørende formidling af eller adgang til indhold fra medietjenesteudbydere, der er etableret uden for Unionen, og som er rettet mod et publikum i Unionen.”

Derfor kan Rådet begrænse adgangen til indhold fra medietjenester uden for EU, der er rettet mod målgrupper i EU, gennem “nationale foranstaltninger”, hvis medietjenesten anses for at “udgøre en alvorlig risiko for skade på den offentlige sikkerhed.”

Hvis Rådet i samråd med Kommissionen vurderer, at en medietjeneste uden for EU udgør en “alvorlig og graverende risiko” for offentligheden, kan nyhedsforbrugere inden for EU ikke få adgang til dette indhold. Mens dette allerede sker med forbuddet mod medier som RT og Sputnik, vil EMFA-forordningen give endnu et juridisk grundlag for at begrænse adgangen til indhold uden for EU, som anses for at være en trussel mod den offentlige sikkerhed.

Dette ser ud til at være et centralt element i EMFA, som beskrevet i artikel 16.

Her står, at medietjenester eller medietjenesteudbydere, der er etableret uden for EU, “uanset deres distributions- eller adgangsmåde, er rettet mod eller når ud til et publikum i Unionen, når de, bl.a. i betragtning af den kontrol, som tredjelande kan udøve over dem … udgør en alvorlig og seriøs risiko for at skade den offentlige sikkerhed.” Dette indikerer, at hvis en medietjenesteudbyder har oprindelse uden for EU, anses den som udgangspunkt for at være underlagt tredjelandes kontrol, og derfor udgør den en risiko for at skade den offentlige sikkerhed.

Artikel 16, stk. 3 fastslår, at Rådet i samråd med Kommissionen skal fastlægge de kriterier, som de nationale tilsynsmyndigheder skal anvende, “når de udøver deres reguleringsbeføjelser over for medietjenesteudbydere.”

Dette er en klar indrømmelse af, at de nationale tilsynsmyndigheder, der overvåger mediesektoren under ledelse af Rådet og Kommissionen, vil have regulerende beføjelser overfor medietjenesteudbydere.

Så mens Kommissionen er bekymret for, at medietjenesterudbydere med oprindelse uden for EU kan udgøre en risiko for den offentlige sikkerhed, fordi de kan blive kontrolleret af tredjelande, forsøger den samtidig at kontrollere den hjemlige EU-mediesektor gennem Rådet.

Den store ironi

Mange organisationer har udtrykt tvivl om EMFA-forslaget. Hundredvis af presseudgivere og presseudgiverforeninger fra forskellige europæiske lande har underskrevet et åbent brev til EU’s medlovgivere den 27. juni 2023.

Det åbne brev, som anmoder EMFA om at “leve op til sit navn”, adresserer adskillige problemer med forslaget. Det indleder med en bred bemærkning om, at flere af beføjelserne i EMFA faktisk har den modsatte effekt i forhold til at beskytte pressefriheden.

Et af de mange spørgsmål, der rejses i brevet, drejer sig om censur, som er blevet et større problem efter Digital Services Act (DSA), som gav sociale medievirksomheder og onlineplatforme ret til at fjerne og begrænse indhold, der ikke overholder deres vilkår og betingelser.

“EMFA gør ikke nok for at sikre ytringsfriheden og pluralisme online og forhindre censur fra meget store digitale platforme (VLOP’er), som er ved at blive et udbredt problem. Beskyttelsen af ytringsfriheden skal styrkes betydeligt for at garantere en uhindret distribution af lovligt europæisk presseindhold, og for at pluralistisk information forbliver frit tilgængeligt online uden unødig indblanding fra VLOP’er…”

Uddrag fra det åbne brev, “EMFA bør leve op til sit navn”

Mere magt til onlineplatforme

Artikel 17 fastlægger, hvordan medietjenesteudbyderes indhold skal fungere og forvaltes i forhold til udbydere af meget store onlineplatforme (VLOP’er). Ifølge det oprindelige udkast til forslaget er en VLOP-udbyder defineret som “en udbyder af en onlineplatform, der er blevet udpeget som en meget stor onlineplatform i henhold til artikel 25, stk. 4” i DSA.

I april 2023 udpegede Kommissionen flere enheder, herunder men ikke begrænset til Amazon Store, Facebook, Twitter, YouTube, TikTok og andre, som VLOP’er.

Før en medietjenesteudbyder (MSP) offentliggør indhold på en VLOP, skal den først indgå en kontraktlig aftale med VLOP-udbyderen, hvori den bekræfter, at den er en MSP, at den er redaktionelt uafhængig fra medlems- og tredjelande, og at den er underlagt de lovgivningsmæssige krav og overholder en politik om sam- eller selvregulering.

I modsætning til det oprindelige udkast til forslag indeholder Rådets forhandlingsmandat en yderligere beføjelse, der kræver, at MSP’er giver kontaktoplysningerne på den relevante nationale tilsynsmyndighed, så VLOP-udbyderen i de tilfælde, hvor en MSP mistænkes for ikke at have overholdt litra c, kan kontakte den nationale tilsynsmyndighed for bekræftelse.

I henhold til artikel 17, stk. 6 kan “Kommissionen udstede retningslinjer for fastlæggelse af formen og detaljerne i den erklæring, der er omhandlet i stk. 1,” for at sikre en konsekvent gennemførelse af artiklen.

Derfor skal MSP’er erklære deres uafhængighed fra medlems- og tredjelande, mens de underlægger sig kontrol og regulering fra nationale tilsynsmyndigheder og fra Kommissionen via Rådet.

“Enhver mærkning og/eller tilladelse til, at VLOP’er eller “civilsamfundsorganisationer, organisationer bag faktatjek og andre relevante professionelle organisationer” stiller spørgsmålstegn ved medievirksomheders selverklæringer, er problematisk, da det giver tredjepart mulighed for at begrænse medievirksomhedernes rettigheder,” sagde Konteas.

Suspensioner, restriktioner

Hvis der fortsat hersker tvivl om, at udbydere af VLOP’er ville censurere eller begrænse indhold, gør artikel 17, stk. 2 det klart.

Udbydere af VLOP’er vil suspendere MSP’er, hvis de ikke overholder forordningen, og vil begrænse synligheden af indhold, der er offentliggjort af MSP’er og som anses for at være uforeneligt med deres vilkår og betingelser.

Når dette sker, skal udbyderen af VLOP’en advare MSP’en forud for suspensions- eller opsigelsesperioden og give MSP’en mulighed for at svare. Hvis en MSP mener, at den gentagne gange er blevet suspenderet uden begrundelse, skal de to parter indlede en drøftelse om sagen rettidigt efter anmodning fra MSP’en.

Selvom det er uklart, hvilke detaljer der kan retfærdiggøre en suspension, begrænsning eller fjernelse af indhold, kan man antage, at MSP’er, der anses for at producere “skadeligt” indhold og “desinformation”, kan blive udsat for gentagne foranstaltninger.

I artikel 18 står der, at Rådet skal mødes regelmæssigt med udbydere af VLOP’er, repræsentanter for MSP’er og repræsentanter for civilsamfundet for at sikre den bedste praksis for implementeringen af artikel 17 “overvåge overholdelsen af selvregulerende initiativer, der har til formål at beskytte samfundet mod skadeligt indhold, herunder desinformation og udenlandsk informationsmanipulation og indblanding.”

Hvad med mediefriheden?

Mens meget af EMFA ser ud til at lægge yderligere restriktioner på MSP’er og medietjenester, både inden for EU og uden for EU, vil mange måske undre sig over, hvor “friheden” i den europæiske mediefrihedslov er.

Artikel 4 skitserer MSP’ernes rettigheder og er den eneste artikel dedikeret til dette emne. Den fastslår, at MSP’er har ret til at udøve deres økonomiske aktiviteter inden for EU, så længe MSP’en overholder EU-lovgivningen. Medlemslandene skal respektere medietjenesteudbydernes faktiske redaktionelle frihed og må ikke sammen med deres nationale tilsynsmyndigheder forsøge at blande sig i eller påvirke MSP’ernes redaktionelle politikker eller beslutninger, og de skal respektere beskyttelsen af journalistiske kilder.

Desuden omhandler artikel 4, stk. 2a MSP’ernes rettigheder i forhold til hvad medlemslandene og de nationale tilsynsmyndigheder ikke må gøre. En stor del af kontroversen omkring EMFA er dens smuthul, som giver medlemslandene mulighed for at udspionere journalister, MSP’er og deres foreninger, hvis de anser dem for at være en trussel mod den nationale sikkerhed.

Et af de mest oversete aspekter ved EMFA er nok, at MSP’erne ikke er beskyttede mod Kommissionens og de nationale tilsynsmyndigheders potentielle magtmisbrug, som giver dem en hidtil uset kontrol over medierne.

“Når først risikoen for politisk pres på redaktionelle beslutninger er blevet anerkendt, ville det være naivt at udelukke muligheden for, at det kunne ske på europæisk plan,” siger Konteas. På vegne af EMMA og ENPS sagde han, at de er meget bekymrede over, at der ikke er noget værn mod risikoen for indblanding fra Kommissionens side.

“Faktisk foreslog vi at udvide beskyttelsen af Artikel 4, stk. 2, og især Artikel 4, stk. 2, litra a, til potentielle trusler fra Den Europæiske Union, dens agenturer og organer, som bør være lige så forpligtede til at respektere mediernes frihed og uafhængighed som medlemslandenes regeringer og myndigheder er det.”

I forbindelse med de rettigheder, som MSP’erne har, er EMFA’s fokus at beskytte mod potentielt misbrug fra medlemslandenes side, men ikke fra Kommissionens side, samtidig med at medlemslandenes rolle reduceres og Kommissionen tildeles betydelige beføjelser.

Udsigterne

Hvis EMFA bliver inkorporeret i EU-lovgivningen, kan man kun forestille sig de utallige måder, hvorpå mediesektoren i EU vil ændre sig. En engang selvreguleret sektor ville komme under kontrol, om end indirekte, af Europa-Kommissionen; et ikke-valgt og stort set uansvarligt organ.

“Europa er en mangfoldig region. Europa har altid været afhængig af sin kulturelle mangfoldighed, af sin geografiske mangfoldighed, af sin sproglige mangfoldighed, og mediemarkederne i hele EU er blevet bygget på disse elementer. Så vi mener ikke, at der er ét fælles marked, der retfærdiggør Europa-Kommissionens regulerende indgreb … Tilsynet fra en central myndighed, dette europæiske råd, er uden fortilfælde i vores sektor. Det, vi også synes er problematisk, er Europa-Kommissionens direkte involvering. Det er som at have en europæisk regering, der overvåger medierne. Jeg synes ikke, det passer særlig godt.”

Uddrag fra Ilias Konteas under en debat på France24, november 2022

Kommissionen forsøger via Rådet og de nationale tilsynsmyndigheder at overvåge medierne, men det er mediernes opgave at overvåge dem. Mens EMFA-forordningen vil gælde for enhver person eller enhed, der opfylder kriterierne for den bredt definerede “medietjenesteudbyder”, er det vigtigt at overveje, hvordan journalistikken, som skal være en kontrol af magthaverne, vil blive påvirket.

En journalists pligt er ikke over for en regering, et statsligt organ eller en virksomhed. En journalists pligt er over for offentligheden. Netop dette princip, som så længe har været værdsat, kan blive bragt i stor fare, hvis EMFA bliver til lov, især i sin nuværende form.

Men EMFA indeholder ikke kun bestemmelser, der begrænser og kontrollerer journalister og “medietjenesteudbydere”. Den søger også at kontrollere dig – læseren, nyhedsforbrugeren.

I løbet af de sidste tre år er sproget omkring folkesundhed blevet brugt til at ødelægge vores sundhed under dække af at beskytte vores sundhed. Nu bliver sproget omkring mediefrihed brugt til at kontrollere og ødelægge medierne under dække af at beskytte medierne.

EMFA vil regulere din adgang til information under dække af at beskytte dig mod “skadelig misinformation” og “udenlandsk manipulation”. Skal Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd for Medietjenester bestemme, hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvad du skal læse og hvad du ikke skal se? Det bør du, læseren, selv kunne afgøre.

Kultur- og Uddannelsesudvalget (CULT) forventes at afgive sin udtalelse om forslaget i september i år, og derefter vil det indgå i en trilogforhandling med Rådet. Kommissionen, Parlamentet og Rådet søger alle at afslutte forhandlingerne om EMFA-forordningen inden valget til Europa-Parlamentet i foråret 2024.

(Forfatterens note: MEP’erne Gwendoline Delbos-Corfield og Sabine Verheyen blev begge kontaktet for en kommentar, men svarede ikke)

Suggest a correction